Gruppebestyrelsen i Sct. Michael Gruppe
Gruppebestyrelsen i Sct. Michael Gruppe er gruppens øverste myndighed imellem generalforsamlingerne. Den består af et Forretningsudvalg, forældrerepræsentanter og spejderrepræsentanter for lederne og de enkelte enheder. Desuden har gruppebestyrelse udpeget en bogholder til at tage sig af den løbende økonomistyring og medlemsadministrationen. Gruppebestyrelsen samles 4-5 gange om året.
Gruppebestyrelsens opgave er:
- At gruppens faciliteter er tilfredsstillende
- At gruppens enheder er besat af motiverede leder, samt anerkende dem for deres bidrag
- At gruppens aktiviteter bliver synlige for offentligheden omkring gruppen
- At gruppen har den fornødne økonomi til at drive spejderarbejdet og udvikling af gruppens faciliteter
Forretningsudvalget
Medlemmer til forretningsudvalget vælges specifikt på generalforsamlingen. Udvalgets funktion er at være bindeled til ”den store omverden”, for eksempel banken og kommunen. Det er med andre ord forretningsudvalget, der skriver under på gruppens vegne. Desuden tager udvalget sig af den daglige drift – med ansvar overfor gruppebestyrelsen.
Medlemmerne af forretningsudvalget pr. 20. august 2024 er:
- Bestyrelsesformand of forældrerepræsentant: Claus Christensen
- Gruppeleder: Kim Stendorf
- Kasserer: Torben Friis
- Gruppeassistent (Slagelse): Jan Lund
- Gruppeassistent (Vemmelev): Leo Feldberg
Forældrerepræsentanter
Forældrerepræsentanter vælges blandt spejdergruppens medlemmer under 18 års forældre/værger. Der er mange grunde til, at det er vigtigt, at der sidder repræsentanter for spejdernes forældre i bestyrelsen.
At være en del af en spejdergruppe, vil være lidt ligesom at tage en livsstil til sig. Man går ikke til spejder, man er spejder. Vi er en forening, der gerne vil udvikle børn og unge til at blive hele mennesker, dvs. udvikle dem fysisk, socialt, åndeligt, intellektuelt og følelsesmæssigt.
For at forfølge disse mål, er det vigtigt, løbende at kunne afstemme forventninger og midler med børnenes forældre. Ellers risikerer vi at havne i et indspist ekkokammer.
Forældrerepræsentanter vælges på generalforsamlingen, men i praksis er der i løbet af året en del udskiftninger, så hvis du som forælder har interesse, kan du altid melde dig som repræsentant. Det gør du nemmest ved at tale med lederen af den enhed, dit barn kommer i.
Spejderrepræsentanter
Når man er 15 år, er man ”spejdermyndig”, dvs. at man fra dette tidspunkt kan repræsentere sig selv. Derfor vælger de store spejdere selv en eller flere repræsentanter til at sidde i bestyrelsen.
Desuden er lederne for de enkelte enheder ”fødte” medlemmer af bestyrelse. Men det er ikke mere fast, end at enhver leder eller lederassistent kan repræsentere en given enhed.
Bogholderifunktionen
Bogholderen er udpeget af gruppebestyrelsen, ikke valgt på generalforsamlingen. Derfor har bogholderen kun rådgivende – ingen besluttende myndighed, den ligger hos forretningsudvalget.
Man kan sammenligne det med, at hvis Forretningsudvalget er ligesom ”regeringen”, så er bogholderen ligesom ”departementet”.
Bogholderen holder styr på gruppens medlemskartotek og gruppens regnskab, og vil i mange tilfælde være ”genvejen”, du skal benytte, hvis du har spørgsmål til medlemskab eller betalinger.